Om Hans Sørensen Doktor
Siden 1992 har min familie og jeg boet i en lille landsby i Horsens Kommune og været en del af den forandring, som kommunen har gennemgået gennem årene – bl.a. sammenlægningen af Horsens, Brædstrup og Gedved til én stor kommune.
Jeg er familiemenneske og far til to voksne børn – børn, der har oplevet både fordele og ulemper ved at bo i en lille by, med de udfordringer som daglig transport til og fra skole giver. Men også børn, der har oplevet et stærkt fællesskab i det nære samfund. Det skal vi fremme og værne om. Jeg stiller op til Horsens Byråd, fordi det er nu, jeg har tiden til at engagere mig i lokalpolitik – og fordi jeg gerne vil fremme, at Horsens Kommune er meget mere end blot Horsens by.
Derfor vil jeg støtte lokale initiativer og trivsel i hele kommunen. Jeg stiller op til Horsens Byråd, da tiden kalder på forandringer, der vil påvirke alles dagligdag: klima, miljø, energiløsninger, kunstig intelligens og nye teknologier. I alle disse forandringer er det vigtigt, at borgerne inddrages i beslutningerne.
Horsens Kommune, er mere end Horsens by
Det er vigtigt, at alle borgere i alle aldre i Horsens Kommune oplever nærdemokrati – at blive inddraget i beslutninger, der påvirker deres hverdag.
Der skal etableres trafikknudepunkter (fx Flextrafik) i landsbyerne, så også borgere uden for byerne har let adgang til offentlig transport.Det er vigtigt med et aktivt erhvervsliv, et socialt sikkerhedsnet, fællesskaber, kultur og rekreative oplevelser – for alle, i hele Horsens Kommune.
Fremtidens Horsens
Klimaet ændrer sig – det mærker vi alle. Derfor skal Horsens Kommune gå forrest i den grønne omstilling med krav om klimasikring og vedvarende energiløsninger i forbindelse med nybyggeri.
Ved energiprojekter skal naturen tilgodeses, og borgerne skal inddrages i beslutninger om placeringen. Samtidig skal vi gribe de nye muligheder, som kunstig intelligens og andre teknologier giver os. De skal bruges til at skabe smartere løsninger og et bedre servicetilbud for alle borgere i Horsens Kommune.
De unge
Alt for mange unge kæmper med stress og angst og har svært ved at finde fodfæste i en verden fyldt med krav og forandringer. Det skal vi tage alvorligt. Vi skal lytte til de ungeog sikre, at deres stemme bliver hørt i de beslutninger, der vedrører dem.

Vi kan altid ønske os mere, men realiteterne er, at der også i Horsens Kommune skal prioriteres blandt kommunens servicetilbud og økonomi. Her vil jeg være med til at sikre en hel Horsens Kommune – en kommune for fremtiden, i balance mellem land og by. For Horsens Kommune er meget mere end blot Horsens by.
Billede vises med godkendelse af Klimastyrelsen og Horsens Kommune

