Jeg hedder Helle Bækkelund Sørensen og stiller op til byrådet og til regionsrådet til valget d. 16. november. Man finder mig som nr. 7 på den radikale liste på begge stemmesedler.

Jeg er 52 år og bor i Hovedgård, hvor min mand og jeg flyttede til i 2018. Det præger selvfølgelig mit udsyn at bo i en aktiv by, hvor engagementet og frivilligheden bobler i et omfang, jeg aldrig har oplevet før. Her mærker man virkelig, hvor meget det rykker, når så mange tager del i at gøre vores by og vores lokalområde bedre. Sådan er det heldigvis i mange andre lokalområder i kommunen, og jeg vil arbejde for, at det kommende byråd fortsat understøtter den gode udvikling og bakker op om lokale initiativer.

Den grønne omstilling går for langsomt, og der er brug for ambitiøse tiltag inden for mange områder i vores kommune. Bæredygtig offentlig transport, offentlige indkøb som belaster klimaet mindst muligt og bæredygtigt offentligt byggeri er områder, hvor kommunen kan og skal gøre en forskel. Og så har vi selvfølgelig også selv et ansvar for at passe på naturen og klimaet.

Jeg brænder for uddannelsesområdet, hvor jeg særligt har fokus på gode og fleksible tilbud til de unge, som ikke passer ind i kasserne. Stress og sårbarhed risikerer at ramme flere, hvis unge oplever højt pres og øget karakterræs. Derfor er god vejledning og støtte for den enkelte, og stærke faglige og rummelige miljøer af afgørende betydning.

Jeg drømmer om en kommune og en region, som går forrest i den grønne omstilling og som løfter mulighederne for alle, når det kommer til uddannelse, kultur og gode rammer for bosætning og udvikling. En kommune og region, hvor vi tager vare på dem, der har brug for en hånd i ryggen, en at gå med og et stærk og inkluderende socialt fællesskab.

Jeg er sportsnørd med forkærlighed for amerikansk football, datter af en venstremand og svigerdatter til en socialdemokrat. Jeg har været medlem af Radikale Venstre i 20 år og stillede første gang op til valg i 2009. Jeg er ansat i VIA University College, hvor jeg arbejder med uddannelsesudvikling og uddannelsesanalyser.

Helle Bækkelund Sørensen
Helle Bækkelund Hovedgaard